Kompetenceprofil for Geofysik og Rumteknologi

Denne kompetenceprofil gælder for studerende optaget i 2023 eller senere.

Er du optaget før 2023, er du omfattet at kompetenceprofilen for tidligere årgange. Find den i menuen til venstre, eller se Min studieordning.

En bachelor i teknisk videnskab fra DTU 

1. kan kombinere forskningsbaseret og praktisk viden til at finde egnede teknologiske løsninger og se dem i en samfundsmæssig, bæredygtig og etisk kontekst

2. har viden om matematik, statistik og programmering og kan anvende dette til fagspecifik opgaveløsning

3. har viden om centrale naturvidenskabelige emner inden for fysik, kemi og bioteknologi, kan anvende dette til opgaveløsning og har kendskab til den naturvidenskabelige metode

4. har eksperimentelle og digitale kompetencer og kan opstille simple modeller samt opsamle, analysere og fortolke data

5. er i stand til selvstændigt at tilegne sig ny viden, kan anvende fagrelevante informationskilder, herunder på engelsk, og kan forholde sig kritisk hertil

6. kan formidle og målrette ingeniørfaglige information, teorier og resultater til fagfæller og ikke-specialister

7. kan ud fra en faglig tilgang analysere problemstillinger og løsninger på egen hånd såvel som i samarbejde med andre

Retningsspecifikke mål for læringsudbytte

En bachelor i Geofysik og Rumteknologi

  • kan udvælge, videreudvikle og anvende praktiske teknologiske løsninger på baggrund af analyser af fysiske problemstillinger samt fortolke resultaterne i forhold til problemstillingerne
  • har praktisk erfaring med at analysere og bedømme observationer fra eksperimentelt udstyr til måling af fysiske, geofysiske eller astrofysiske parametre og kan herunder skelne mellem støj og signal i observationer
  • kan anvende grundlæggende matematiske metoder til løsning af fysiske problemer
  • har kendskab til den mekaniske fysiks grundprincipper og kan anvende disse til analytisk og/eller numerisk behandling af simple fysiske systemer
  • har et grundlæggende kendskab til kontinuumsmekanik og potentialfelter
  • kan forklare elektromagnetiske begreber, love og metoder, herunder egenskaber af vektorfelterne og deres sammenhæng som beskrevet i Maxwell-ligningerne, og kan anvende disse til at løse simple tekniske problemer
  • kan analysere simple elektriske kredsløb opbygget af kapacitorer, spoler, dioder og transistorer
  • har grundlæggende indsigt i termodynamik og dens statistiske grundlag
  • kan designe simple målesystemer og databehandlingsmetoder til at studere et fysisk fænomen.    
  • kan udvikle og anvende it-løsninger til simulering, analyse og beregning, herunder værktøjer til behandling af rumlige data
  • har en grundlæggende forståelse for centrale elementer i moderne geofysik og astrofysik.