Biomekanik og biomaterialer
Stort set al patientmonitorering involverer måling af analoge signaler og konvertering af disse til digital form. Signaler på digital form lader sig analysere ved hjælp af algoritmer udført på en PC, en smartphone eller i specialdesignet udstyr med indbygget mikrocontroller. Resultatet af en sådan signalanalyse er et sæt af numeriske datavariable, som man kan basere en diagnose på.
Det patientspecifikke datasæt kan bruges til at stille en diagnose for den enkelte patient, men kan også lagres i en patientdatabase med det formål at udføre komparativ dataanalyse. En sådan analyse gør det muligt at sammenligne en given patients tilstand med andre patienter med samme sygdom, og derved bestemme den bedste behandling for den givne patient.
Den teknologiske platform for et højt digitaliseret diagnostisk paradigme involverer et spektrum af digitale teknologier, fra kropsbårne dataloggere til centrale databasesystemer og til datavidenskabelige metoder optimeret til big-data-analyser. Det anbefalede studieforløb Digital sundhed indeholder kurser, der giver grundlæggende kompetencer i analog og digital instrumentering, i computer science og i digital sundhedsteknologi.
Anbefalet studieforløb: Biomekanik og biomaterialer
I forebyggelsen af skader på bevægeapparatet og de indre organer forårsaget af kraftbelastninger er det vigtigt at have viden om de forskellige organers tolerance for kraftpåvirkninger. Fastlæggelse af sådanne tærskelværdier er en typisk opgave for en biomekaniker (betegnelsen for en medicoingeniør, som har specialiseret sig i biomekanik). Fagområdet, der beskæftiger sig med faste stoffers deformation under en kraftpåvirkning (tryk, træk, bøjning, vrid), kaldes faststofmekanik.
Metoder, der medvirker til genvinding af normal funktion i fx bevægeapparatet, kaldes rehabilitering. Det kan være en patient, der er blevet delvist lammet på grund af en hjerneblødning eller en traumatisk ulykke. Konsekvensen kan fx. være, at patienten ikke længere kan gøre brug af de normale muskler under gang. Fysioterapeuten kan her få assistance fra biomekanikere med speciale i bevægelsesanalyse. Disse anvender videobaseret udstyr til at lave målinger på lemmernes hastigheder og accelerationer samt musklernes arbejdsmønster. Disse informationer kan bruges til at lægge en rehabiliteringsplan, der er tilpasset en given patients situation.
Viden om fluidmekanik anvendes i studier af blodgennemstrømning i blodkar og organer, til studier af luftstrøm i lunger og luftveje og i design af artikler der indgår i behandling af hjerte-, kar- og lungesygdomme. Kontinuumsfysik er et fælles matematisk begrebsapparat til studier af både faste og flydende stoffers deformation og flow som følge af en kraftpåvirkning.
De materialevidenskabelige aspekter af medicotekniske produkter indebær specialviden om både metaller, keramer og polymere. I vurderingen af disse materiales egnethed i en medicoteknisk anvendelse indgår desuden viden om disse materialers biokompatibilitet dvs. nedbrydningsprocesser i kroppen, proteiner og cellers interaktion med forskellige materialetyper, immunreaktioner, sårheling og betændelse.
Dette anbefalede studieforløb har teori-fokuserede kernekurser inden for styrkelære, fluidmekanik, kontinuumsfysik, materialevidenskab, biomaterialer, computerberegning af materialers mekaniske stress og deformation og anvendelsesorienterede kurser inden for sportsfysik og bevægeapparatets biomekanik.
Bemærk: Formålet med et anbefalet studieforløb er at vise den studerende, hvilke muligheder der eksisterer for at sammensætte et personligt studieforløb. Kursusskemaet indeholder derfor flere kurser, end det er muligt at tage. Det er den studerendes ansvar at lave sine kursusvalg, således at studieordningens krav er opfyldt.