Biomekanik

I sine daglige aktiviteter udsættes kroppen for en uendelig række af mekaniske påvirkninger. Gravitationen bevirker fx, at alle dele af bevægeapparatet konstant udsættes for kraftpåvirkninger, der udstrækker sener og muskler og presser knogler og led sammen. I hvert eneste hjerteslag belastes hjertemuskulaturen og hjerteklapperne. 

Det pulserende blod får blodkar til cyklisk at udvide sig og trække sig sammen. Under normale forhold er disse kraftbelastninger ikke problematiske, men visse sygdomme kan gøre disse kraftpåvirkninger særdeles kritiske. En ung persons fald på hoften har sjældent alvorlige konsekvenser, men for et ældre menneske kan det, selvom kropsvægten måske er lavere, medføre en brækket hofte, hvis knoglens belastningstolerance er nedsat på grund af alder eller fremskreden knogleskørhed. 

Nogle personer er tilbøjelige til at udvikle udposninger på deres blodårer, primært hovedpulsåren eller på de små blodkar i hjernen. Ved fortsat vækst, og uden indgreb, risikerer personen at få en livstruende blødning. Tolerancen for mekanisk belastning i disse kar reduceres med tiden på grund af ændret sammensætning af forskellige bindevæv (kollagen og elastin) i blodkarrene.

I forebyggelsen af skader på bevægeapparatet og de indre organer forårsaget af kraftbelastninger er det vigtigt at have viden om de forskellige organers tolerance for kraftpåvirkninger. Fastlæggelse af sådanne tærskelværdier er en typisk opgave for en biomekaniker (betegnelsen for en medicoingeniør, som har specialiseret sig i biomekanik).

Biomekanikere beskæftiger sig også med transport af faste og flydende stoffer i kroppen. Det kan være blodets strømning omkring en hjerteklap, design af udstyr til lungefunktionsmåling, udstyr til iltning af blod, dialyse og drug-delivery-systemer.

Fagområdet, der beskæftiger sig med faste stoffers deformation under en kraftpåvirkning (tryk, træk, bøjning, vrid), kaldes faststofmekanik. Fagområdet, der beskæftiger sig med flydende stoffers opførsel under kraftpåvirkning, kaldes fluidmekanik. Fagområdet, der beskæftiger sig med transport af varme og af stoffer i fast, flydende eller gasform, kaldes under ét for massetransport. 

Uddannelsen har både et bachelorkursus og et kandidatkursus i bevægeapparatets biomekanik, et kandidatkursus i vævs-biomekanik og et kursus i fysiologisk fluidmekanik.

Faglige forudsætninger: Styrkelære, fysik.