Rehabilitering

Behandling, der medvirker til genopbygning af normal funktion af et organ, typisk bevægeapparatet, kaldes rehabilitering.    

Det kan være en patient, der er blevet delvist lammet på grund af en hjerneblødning eller en ulykke og hvor patienten fx ikke længere kan gøre brug af de normale muskler under gang.   

Fysioterapeuten kan her få assistance fra biomekanikere med speciale i ganganalyse. De anvender videobaseret udstyr til at lave målinger på lemmernes hastigheder og accelerationer samt musklernes bioelektriske aktivitet (elektromyografi). Disse informationer kan bruges til at lægge en rehabiliteringsplan, der er tilpasset den specifikke patients situation.

En maskiningeniør vil have viden om faststofmekanik. En biomekaniker med speciale i rehabilitering vil herudover have specialviden om bevægeapparatets funktion og de teknologier, der benyttes til at analysere dette.

I de senere år har robotteknologi og digitale teknologier fundet indpas i rehabiliteringsredskaber. Gang-robotter muliggør tidlig genoptræning af muskler hos rygmarvsskadede patienter og kan derved modvirke muskelsvind. Håndholdte træningsredskaber med indbyggede bevægelsessensorer kan måle og give feedback på nøjagtigheden af udførte træningsbevægelser og dermed gøre træningsrutiner mere individuelle og mere progressive.

Bevægeapparatets biomekanik indgår i uddannelsen Medicin og Teknologi med kurser på både bachelorniveau og kandidatniveau. Som supplement hertil kan man bruge nogle af sine valgfrie point på kurser inden for styrkelære, materialevidenskab og frakturmekanik. Dertil kommer muligheden for at anvende digitale teknologier i redskaber til rehabiliteringstræning.

Faglige forudsætninger: Matematik, fysik, styrkelære, materialevidenskab, programmering.