Annullering af bindende kurser for diplomingeniørstuderende
Vi anbefaler, at du også læser reglerne om bindende kurser på DTU Inside under Studieregler > Undervisning > Bindende kurser. Her fremgår forskellige situationer, hvor du kan blive løst fra et kursus, f.eks. hvis kurset ikke udbydes længere, eller kurset er på kandidatniveau.
Annullering af bindende kurser for diplomingeniørstuderende, hvor kurserne er en del af din uddannelses obligatoriske studieplan
Når du er indskrevet på en diplomingeniøruddannelse på DTU, er du bundet til at bestå alle de kurser, der fremgår af din studieplan i din studieordning. Du finder din studieordning på www.studieinformation.dtu.dk
Det er kun i helt særlige tilfælde, der kan gives dispensation for bindende kurser, som er obligatoriske i din studieordning. Der skal i disse tilfælde forelægge dokumentation for usædvanlige forhold, der knytter sig direkte til kurset, og som forhindrer dig i at bestå kurset.
I din dispensationsansøgning skal du derfor beskrive, hvorfor du mener, at der er tale om usædvanlige forhold, som direkte knytter sig til det specifikke kursus, du ønsker at blive løsnet fra. Du skal redegøre for, hvorfor du mener, at det usædvanlige forhold over længere tid vil medføre, at du ikke kan gennemføre og bestå kurset.
Du skal medsende dokumentation for de forhold, du nævner som usædvanlige. Dokumentationen skal understøtte din argumentation for, at du ikke kan gennemføre eller bestå kurset.
Dokumentationen skal indeholde en forklaring om, hvorfor det usædvanlige forhold forhindrer dig i at bestå kurset. Et eksempel kan være, hvis kurset indeholder laboratorieøvelser, hvor du f.eks. er allergisk overfor nogle af de kemikalier, der arbejdes med. Så skal dokumentationen være en lægefaglig udtalelse, som bekræfter, at du er allergisk overfor disse kemikalier, og at din allergi forhindrer dig i at bestå kurset.
Usædvanlige forhold, som kan siges at være gældende for alle kurser, er ikke et dispensationsgivende forhold, når du søger om at blive løsnet fra et bindende kursus.
Du skal derudover medsende en udtalelse fra din studieleder, hvor det fremgår, hvilket kursus du skal tage i stedet for det kursus, du søger om at blive løsnet fra.
Ansøgning, dokumentation og studielederudtalelse skal uploades i DTU’s dispensationssystem.
Annullering af bindende kurser for diplomingeniørstuderende, når der er tale om valgfag på din uddannelsesretning
På din uddannelsesretning har du mulighed for at vælge blandt en række af allerede forhåndsgodkendte tilvalgskurser. På nogle diplomingeniørretninger har du også mulighed for at vælge mellem forskellige fagpakker.
Når du først har deltaget i eksamen i et tilvalgskursus eller et kursus fra en fagpakke, er muligheden for at blive løst fra kurset yderst begrænset. Vi anbefaler derfor, at du altid starter med at søge vejledning hos DTU’s studievejledning.
Alle dispensationsansøgninger om at blive løst fra et bindende valgfagskursus og kurser fra fagpakker, når du er diplomingeniørstuderende på DTU, behandles af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og ikke DTU. Det er kun styrelsen, der har kompetencen til at afgøre, om der skal gives dispensation i disse sager.
Hvad skal din dispensationsansøgning indeholde?
På DTU kan vi i udgangspunktet ikke vejlede studerende om styrelsens praksis, når de sagsbehandler en dispensationsansøgning om bindende kurser. Det vi dog kan sige, baseret på erfaring fra tidligere sager og gældende regler, er, at når styrelsen vurderer din dispensationsansøgning, kigger de helt konkret på, om der foreligger forhold af usædvanlig karakter, som knytter sig direkte til kurset, og som forhindrer dig i at gennemføre kurset.
Det er meget vigtigt, at du medsender dokumentation for de usædvanlige forhold, som du nævner i din dispensationsansøgning.
Dokumentationen skal indeholde en forklaring om, hvorfor det usædvanlige forhold forhindrer dig i at bestå kurset. Et eksempel kan være, hvis kurset indeholder laboratorieøvelser, hvor du f.eks. er allergisk overfor nogle af de kemikalier, der arbejdes med. Så skal dokumentationen være en lægefaglig udtalelse, som bekræfter, at du er allergisk overfor disse kemikalier, og at din allergi forhindrer dig i at bestå kurset.
Usædvanlige forhold, som kan siges at være gældende for alle kurser, er ikke et dispensationsgivende forhold, når du søger om at blive løsnet fra et bindende kursus.
Din ansøgning med vedlagt dokumentation skal indgives via e-mail til studiedispensation@adm.dtu.dk, hvorefter DTU videresender ansøgningen til styrelsen vedlagt en sagsfremstilling.
Når Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har modtaget din ansøgning, sender de et kvitteringsbrev til dig, hvori de bl.a. vil oplyse dig om den forventede sagsbehandlingstid.
Har du spørgsmål eller brug for vejledning?
Har du spørgsmål eller brug for vejledning og sparring så husk, du altid kan kontakte Studievejledningen på DTU.