Dispensation fra krav og tidsfrister (førsteårsprøven, studieaktivitetskrav, eksamensforsøg, maksimal studietid)
Denne side indeholder vigtige informationer til dig, der skal søge dispensation for:
- førsteårsprøven
- DTU’s 5 ECTS-point studieaktivitetskrav
- opbrugte eksamensforsøg i et eller flere kurser
- maksimal studietid
Når du har søgt om dispensation, uanset om det drejer sig om førsteårsprøven, studieaktivitetskravet, maksimal studietid eller ekstra eksamensforsøg, kan du fortsætte dit studie på DTU, mens din ansøgning behandles.
Du skal kun uploade én dispensationsansøgning
Er du i konflikt med flere regler på samme tid, skal du stadig kun oprette én dispensationssag. Du uploader derfor én samlet dispensationsansøgning med en samlet forklaring for årsagerne til, at du er i kommet konflikt med DTU’s studieregler.
Øverst i din dispensationsansøgning skal du skrive, hvilken og/eller hvilke studieregler du søger dispensation for.
Det er vigtigt, at du inde i dispensationssystemet angiver, hvilken eller hvilke dispensationstyper/studieregler du søger dispensation for.
Når du søger dispensation for krav og tidsfrister, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Du skal søge dispensation via DTU’s dispensationssystem.
Førsteårsprøven
Gælder kun for Bachelor- og diplomingeniørstuderende
Inden udgangen af første studieår skal du have bestået minimum 30 ECTS-point (førsteårsprøven) for at kunne fortsætte på din uddannelse. Der er krav til, hvilke grupper pointene skal bestås i og kravene varierer, alt afhængig af om du er bachelor- eller diplomingeniørstuderende. Du skal derfor finde de specifikke krav i din studieordning her: https://studieinformation.dtu.dk/.
Det skal din dispensationsansøgning indeholde, når du søger om dispensation for førsteårsprøven
Start din dispensationsansøgning med at skrive at du søger dispensation for førsteårsprøven.
Hvis du søger om at få førsteårsprøven udsat med mere end ét enkelt semester, skal det klart og tydeligt fremgå.
Når du søger om dispensation for førsteårsprøven, skal du kort og præcist beskrive årsagen/årsagerne til, at du ikke har bestået førsteårsprøven. Du skal så vidt muligt dokumentere de årsager, som du skriver i din begrundelse.
Se, hvad der kan begrunde din dispensation for udsættelse af fristen for førsteårsprøven, længere nede på siden under afsnittet ’Forhold der kan begrunde dispensation’.
Det er vigtigt, at du også husker at beskrive, om de årsager, som har været skyld i, at du ikke har bestået førsteårsprøven, er overkommet og gerne hvordan. Hvis årsagen, du har nævnt, er et blivende vilkår for dig, er det vigtigt, at du beskriver, hvordan du planlægger at håndtere årsagen fremadrettet på dit studie. Dispensationsudvalget skal gerne kunne se, hvordan dine chancer for at opfylde kravet om førsteårsprøven er blevet forbedret.
Det skal du huske at uploade sammen med din dispensationsansøgning
Udover dokumentation for de forhold, du nævner i din dispensationsansøgning (se mere i afsnittet ‘Du skal huske at medsende dokumentation, når du søger dispensation’længere nede på siden), anbefaler vi altid, at du også medsender din studieplan, hvor du viser, hvordan og hvornår du planlægger at færdiggøre de kurser og aktiviteter, du mangler at bestå på din uddannelse.
Når du søger om dispensation for førsteårsprøven, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Studieaktivitetskravet
Alle studerende på DTU’s diplomingeniør-, bachelor- og kandidatuddannelser skal mindst bestå 5 ECTS-point i en sammenhængende periode på et år, opgjort i to hele semestre.
DTU’s 5 ECTS-point studieaktivitetskrav fremgår også af din studieordning, som du finder her: https://studieinformation.dtu.dk/
Det skal din dispensationsansøgning indeholde, når du søger om dispensation for studieaktivitetskravet
Start din dispensationsansøgning med at skrive, at du søger dispensation for studieaktivitetskravet.
Når du søger om dispensation for studieaktivitetskravet, skal du kort og præcist beskrive årsagen/årsagerne til, at du ikke har kunne overholde studieaktivitetskravet. Du skal så vidt muligt dokumentere de årsager, som du skriver i din begrundelse. Se, hvad der kan begrunde din dispensation for studieaktivitet, længere nede på siden under afsnittet ’Forhold der kan begrunde dispensation’.
Det er vigtigt, at du også husker at beskrive, om de årsager, som har været skyld i, at du ikke har overholdt studieaktivitetskravet, er overkommet og gerne hvordan. Hvis årsagen, du har nævnt, er et blivende vilkår for dig, er det vigtigt, at du beskriver, hvordan du planlægger at håndtere årsagen fremadrettet på dit studie. Dispensationsudvalget skal gerne kunne se, hvordan dine chancer for at opfylde kravet om studieaktivitetskravet, er blevet forbedret.
Se hvad der kan begrunde din dispensation for 5 ECTS-point studieaktivitetskravet længere nede på siden under afsnittet ’Forhold der kan begrunde dispensation’.
Det skal du huske at uploade sammen med din dispensationsansøgning
Udover dokumentation for de forhold, du nævner i din dispensationsansøgning (se mere i afsnittet ‘Du skal huske at medsende dokumentation, når du søger dispensation’ længere nede på siden), anbefaler vi altid, at du også medsender din studieplan, hvor du viser, hvordan og hvornår du planlægger at færdiggøre de kurser og aktiviteter, du mangler at bestå på din uddannelse.
Når du søger om dispensation for studieaktivitetskravet, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Opbrugte eksamensforsøg
Hvis du som studerende ikke består et kursus/projekt ved dit 3. eksamensforsøg, skal du søge om dispensation for et ekstra eksamensforsøg. Du kan søge om dispensation for et ekstra eksamensforsøg, når du ved, at du har dumpet dit sidste forsøg i kurset. Det gælder også, hvis du skulle få brug for at søge om yderligere eksamensforsøg. Du kan læse mere om reglen om opbrugte eksamensforsøg i din studieordning og på DTU Inside på siden ’Krav tidsfrister’.
Det skal din dispensationsansøgning indeholde, når du søger om ekstra eksamensforsøg
Start din dispensationsansøgning med at skrive i hvilket/hvilke kurser (kursusnummer og titel) du søger om ekstra eksamensforsøg.
Når du søger om dispensation for et ekstra eksamensforsøg, skal du kort beskrive årsagen til, at du ikke har bestået kurset ved ét af dine tidligere eksamensforsøg. Du skal så vidt muligt dokumentere det, som du skriver i din begrundelse.
Hvis det har været den samme årsag, som har påvirket alle dine aflagte eksamensforsøg i et kursus, hvor du har opbrugt dine eksamensforsøg, så behøver du ikke at redegøre enkeltvis for årsagen ved hvert eksamensforsøg, du har brugt i kurset.
Hvis der derimod har været forskellige årsager, som har påvirket din mulighed for at bestå kurset, ved dine brugte eksamensforsøg, så anbefaler vi, at du i kronologisk rækkefølge, beskriver, hvordan de forskellige årsager har påvirket de enkelte eksamensforsøg. Start med 1. forsøg så 2. forsøg, 3 forsøg, osv.
Se hvad der kan begrunde din dispensation for et ekstra eksamensforsøg længere nede på siden under afsnittet ’Forhold der kan begrunde dispensation’.
Det er vigtigt, at du også husker at beskrive, om de årsager, som har været skyld i, at du ikke har kunnet bestå kurset ved de aflagte eksamensforms, er overkommet og gerne hvordan. Hvis årsagen du har nævnt, er et blivende vilkår for dig, så er det vigtigt, at du beskriver, hvordan du planlægger at håndtere årsagen ved et ekstra eksamensforsøg. Dispensationsudvalget skal gerne kunne se, hvordan dine chancer for at bestå kurset er blevet forbedret.
Det skal du huske at uploade sammen med din dispensationsansøgning
Udover dokumentation for de forhold du nævner i din dispensationsansøgning (se mere i afsnittet ‘Du skal huske at medsende dokumentation, når du søger dispensation’ længere nede på siden), anbefaler vi altid, at du også medsender din studieplan, hvor du viser, hvordan og hvornår du planlægger at færdiggøre de kurser og aktiviteter, du mangler at bestå på din uddannelse.
Når du søger om dispensation for ekstra eksamensforsøg, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Er du studerende på en af DTU's nationale samarbejdsuddannelser, og skal du søge om ekstra eksamensforsøg i et af de kurser, som udbydes på f.eks. KU eller CBS, skal du søge dispensation for det ekstra eksamensforsøg via dispensationssystemet på DTU.
Maksimal studietid
Alle studerende på DTU’s diplomingeniør-, bachelor- og kandidatuddannelser skal færdiggøre deres uddannelse inden for deres maximale studietid. Du finder reglerne, der gælder for din uddannelses maksimale studietid, på DTU Inside > Studieregler > Krav og tidsfrister.
Det skal din dispensationsansøgning indeholde, når du søger om dispensation for maksimal studietid
Start din dispensationsansøgning med at skrive, at du søger dispensation for din maksimale studietid og med en præcis angivelse af, hvor lang en studietidsudsættelse du søger om, f.eks. ét semester.
Når du søger om dispensation for maksimal studietid, skal du kort, præcist og kronologisk beskrive årsagen/årsagerne til, at du ikke har kunnet overholde reglen om maksimal studietid. Du skal så vidt muligt dokumentere de årsager, som du skriver i din begrundelse.
Se, hvad der kan begrunde din dispensation for udsættelse af din maksimale studietid længere nede på siden under afsnittet ’Forhold der kan begrunde dispensation’.
Det er vigtigt, at du også husker at beskrive, om de årsager, som har været skyld i, at du ikke har overholdt din maksimale studietid, er overkommet og gerne hvordan. Hvis årsagen, du har nævnt, er et blivende vilkår for dig, er det vigtigt, at du beskriver, hvordan du planlægger at håndtere årsagen fremadrettet på dit studie. Dispensationsudvalget skal gerne kunne se, hvordan dine chancer for at færdiggøre din uddannelse er blevet forbedret.
Det skal du huske at uploade sammen med din dispensationsansøgning
Udover dokumentation for de forhold du nævner i din dispensationsansøgning (se mere i afsnittet ‘Du skal huske at medsende dokumentation, når du søger dispensation’ længere nede på siden), anbefaler vi altid, at du også medsender din studieplan, hvor du viser, hvordan og hvornår du planlægger at færdiggøre de kurser og aktiviteter, du mangler at bestå på din uddannelse.
Når du søger om dispensation for udsættelse af din maksimale studietid, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Forhold der kan begrunde en dispensation
Dispensationsudvalgets afgørelse er altid baseret på en konkret, individuel vurdering af de oplysninger, der fremgår af din dispensationsansøgning sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder.
En ansøgning om dispensation kan f.eks. være begrundet i følgende:
- Egen sygdom
- Alvorlig sygdom/dødsfald hos nærmeste familie, (forældre, søskende, børn, ægtefælle/samlever)
- Funktionsnedsættelse(r), hvor evt. specialpædagogisk støtte ikke kompenserer tilstrækkeligt for funktionsnedsættelsen. Der skal vedlægges dokumentation for funktionsnedsættelsen, herunder hvordan den studerende evt. er kompenseret i form af specialpædagogisk støtte.
- Borgerligt ombud som domsmand eller nævning
- Værnepligtstjeneste
- Elitesportsudøver. Den studerende skal vedlægge en udtalelse fra det relevante idrætsforbund, der dokumenterer, at den studerende er på eliteniveau. Læs mere om at søge om dispensation som elitesportsudøver på DTU Inside under 'Faglige tilbud og vejledning' >'Elitesport'. Der er også mulighed for at søge om orlov. Læs mere på DTU Inside under 'Studieregler' > 'Orlov'.
- Iværksætteri. Den studerende skal dokumentere at have selvstændig virksomhed, der har omsætning og indtægtsgivende aktiviteter (SE-nummer, årsregnskab og en beskrivelse af virksomheden bør fremlægges). Det forventes, at den studerendes virksomhed er ingeniørfaglig relevant. Alternativt skal den studerende være en del af et iværksættermiljø, f.eks. et inkubator- eller iværksættermiljø på DTU eller regionale vækstmiljøer.
- Forperson i en frivillig organisation under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), medlem af bestyrelsen for Polyteknisk Forening (PF) eller lignende organisationer. Det skal dokumenteres, at hvervet har et så betydeligt omfang, at det ikke er muligt at være fuldtidsstuderende.
- Andre usædvanlige, udefrakommende forhold, som f.eks. skilsmisse/ophørt samliv, alvorligt sygdom/dødsfald hos nære relationer, som ikke er nærtstående familiemedlem, eller andre uforudsete forhold, som du som studerende typisk er uden skyld i.
Forhold der som udgangspunkt ikke kan begrunde en dispensation
Dispensationsudvalgene betragter som udgangspunkt ikke følgende forhold som dispensationsgivende:
- Tid brugt på erhvervsarbejde og frivilligt arbejde
- Deltagelse i udvalgs- og nævnsarbejde som f.eks. institutstudienævn, CUU og DUU
- Boligproblemer eller økonomiske problemer
- Manglende kendskab til reglerne for uddannelsen
- Manglende struktur og planlægning
- Udokumenterede PC-problemer, f.eks. ved ansøgning om ekstra eksamensforsøg
- Trafikale udfordringer, f.eks. ved ansøgning om ekstra eksamensforsøg
Du skal huske at medsende dokumentation, når du søger dispensation
Din dispensationsansøgning skal være begrundet. Du skal derfor altid huske at vedlægge relevant dokumentation – f.eks. skal en ansøgning, der handler om sygdom, altid vedlægges lægelig dokumentation. Som studerende skal du selv betale udgiften til lægeerklæringen.
Hvad skal medsendt lægefaglig dokumentation indeholde?
Den lægefaglige dokumentation (fysisk og psykisk sygdom) bør indeholde den lægefagliges vurdering af, hvordan sygdommen har påvirket/påvirker dig og dit studie, herunder om du er i behandling/bedring og en prognose for varigheden af sygdommen, hvis muligt.
Psykologudtalelse og anden lægefaglig dokumentation, der opfylder ovenstående krav, kan også anvendes. Den lægefaglige dokumentation i forbindelse med ansøgning om ekstra eksamensforsøg skal alene forholde sig til, om der ved et eller flere forudgående eksamensforsøg har været tale om usædvanlige forhold i form af sygdom og lignende, som årsag til, at du ikke har bestået kurset ved et af dine tidligere eksamensforsøg.
Når du søger dispensation for krav og tidsfrister, skal du IKKE medsende en udtalelse fra din studieleder.
Har du spørgsmål eller brug for vejledning?
Har du spørgsmål eller brug for vejledning og sparring så husk, du altid kan kontakte Studievejledningen på DTU.