Diplomingeniørpraktik
Diplomingeniørprojekt
- Forudsætninger for påbegyndelse af diplomingeniørprojekt
- Læringsmål for diplomingeniørprojektet
- Hovedvejleder
- Projektstørrelse og projektaftale
- Projektperiode
- Aflevering af diplomingeniørprojektet
- Sygdom efter aflevering, men inden mundtligt forsvar
- Bedømmelse og eksamination
- Eksamensbevis
Diplomingeniørprojektet er den afsluttende opgave på diplomingeniøruddannelsen og skal have et anvendelsesorienteret sigte, dvs. tage udgangspunkt i en ingeniørfaglig problemstilling, der er godkendt af studielederen eller en underviser udpeget af studielederen.
Formålet med diplomingeniørprojektet er, at den studerende anvender de tilegnede kompetencer på en selvstændig måde i et større arbejde. Det indebærer, at den studerende demonstrerer kritisk refleksion, anvender ingeniørmæssige teorier og metoder på en kvalificeret måde samt redegør for de opnåede resultater på en logisk og sammenhængende måde.
Forudsætninger for påbegyndelse af diplomingeniørprojekt
Hver studieretning har retningsspecifikke krav, der skal være opfyldt, før den studerende kan starte på sit diplomingeniørprojekt. Den studerende skal derfor orientere sig grundigt i sin egen studieordning på https://studieinformation.dtu.dk/ før opstart af projektet.
Det kan variere fra studieretning til studieretning, hvilke krav der skal være opfyldt, før den studerende kan starte på sit diplomingeniørprojekt. Kravene findes i studieordningen for den enkelte uddannelsesretning på www.studieinformation.dtu.dk
Læringsmål for diplomingeniørprojektet
Diplomingeniørprojektets indhold skal aftales med vejleder. Der er fastsat læringsmål for diplomingeniørprojektet. Læringsmålene er opdelt i generelle læringsmål, der gælder for alle studerende uanset diplomingeniørretning, og retningsspecifikke læringsmål, der gælder for studerende på den enkelte diplomingeniørretning.
Generelle læringsmål for diplomingeniørprojektet
Den studerende skal i diplomingeniørprojektet demonstrere evnen til at agere som ingeniør i forhold til at:
- omsætte teknisk viden til praktisk anvendelse ved innovation, udvikling og løsning af tekniske problemer omfattende alle faser i CDIO (Conceive, Design, Implement, Operate). Den studerende skal herudover have fokus på bæredygtighedsudfordringer og løsningsmuligheder.
- tilegne sig ny viden inden for relevante ingeniørmæssige områder og være i stand til at forholde sig kritisk til den tilegnede viden
- arbejde selvstændigt ved løsningen af ingeniørmæssige opgaver
- planlægge og realisere tekniske og teknologiske produkter, processer eller systemer og styre dem hvor det er relevant
- inddrage samfundsmæssige, økonomiske, miljø- og/eller arbejdsmiljømæssige konsekvenser og løsningsmuligheder i løsningen af tekniske problemer, hvor det er relevant.
De retningsspecifikke læringsmål for diplomingeniørprojektet findes i studieordningen for den enkelte uddannelsesretning på www.studieinformation.dtu.dk
Hovedvejleder
Den studerende skal indgå aftale om diplomingeniørprojekt med en vejleder. Hovedvejleder ved et diplomingeniørprojekt skal
- være ansat på DTU som videnskabelig medarbejder med en af følgende stillingskategorier: som adjunkt, lektor, docent, ingeniørdocent, forsker, seniorforsker, seniorrådgiver eller professor,
- være fastansat (adjunkter og forskere undtaget)
- have gennemført DTU’s kursus ’Vejledning af større projekter på DTU’ eller tilsvarende pædagogisk kompetenceudvikling på universitetsniveau, fx et kursus i ph.d.-vejledning; for adjunkter er det dog tilstrækkeligt, at man er i gang med UDTU, og
- have et indgående kendskab til studieforholdene på DTU.
For adjunkter og forskere er det yderligere krav, at en lektor, docent, ingeniørdocent, seniorforsker, seniorrådgiver eller professor skal kobles på projektet som medkoordinator/medvejleder, så ansvar for kurset ikke påhviler adjunkten/forskeren alene.
Institutdirektøren kan godkende, at en videnskabelig medarbejder, der gennem en længere årrække har opnået stor erfaring med at vejlede afsluttende projekter, kan være hovedvejleder uden at have gennemført kurset ’Vejledning af større projekter på DTU’ eller tilsvarende.
Projektstørrelse og projektaftale
Diplomingeniørprojektet har et omfang på 20 ECTS-point. Projektet kan tilrettelægges, så den studerende forud for projektet tager et specialkursus på op til 5 ECTS-point, der leder op til diplomingeniørprojektet. De 5 ECTS-point indregnes ikke som en del af diplomingeniørprojektet på 20 ECTS-point. Specialkurset på de 5 ECTS-point skal tages fra gruppen af tilvalgskurser, medmindre der aftales andet med studieleder.
Diplomingeniørprojektet skal som hovedregel udarbejdes i samarbejde med en virksomhed. Samarbejde med en virksomhed skal forstås i bred forstand, men betyder som minimum, at projektets problemformulering skal udarbejdes i samarbejde med en virksomhed. Den studerende har selv ansvar for at finde en virksomhed, men mange institutter har kontakter til en række virksomheder. Man kan i DTU Career Hub finde virksomheder, der er interesserede i at indgå samarbejde med studerende.
Diplomingeniørprojektet kan udføres i udlandet, hvis kravene er opfyldt. Hovedvejleder, der også er eksaminator på projektet, skal stadig være fra DTU.
Diplomingeniørprojektet kan udarbejdes individuelt eller som et gruppeprojekt. Der kan maksimalt være fire studerende i en gruppe. Læs mere i afsnittet ’Bedømmelse og eksamination’ om, hvordan den mundtlige eksamen skal afvikles.
Diplomingeniørprojektet skal som udgangspunkt skrives på dansk. Diplomingeniørprojektet skal indeholde et kort resumé af projektet på engelsk, medmindre andet fremmedsprog er aftalt med hovedvejlederen. Resuméet indgår i den samlede bedømmelse. Hvis diplomingeniørprojektet efter aftale med vejleder skrives på fremmedsprog, kan resumeet skrives på samme fremmedsprog.
Formalia mht. rapportlængde, indhold, struktur samt varighed af det mundtlige forsvar mm. aftales mellem den studerende og hovedvejleder. Ved uenighed kan studienævnet på det institut, hvor hovedvejleder er ansat, inddrages.
Den studerendes aftale med hovedvejlederen skal indberettes i Projektindberetningssystemet i god tid inden påbegyndelse af diplomingeniørprojektet. Hovedvejleder foretager indberetningen. Ved indberetningen bliver studieleder automatisk orienteret og kan, inden for 14 dage, afvise projektet, hvis dette ikke falder inden for uddannelsens område. Projektarbejdet kan ikke påbegyndes før den studerende modtager en e-mail med den endeligt godkendte projektaftale fra Afdelingen for Uddannelse og Studerende. Det gælder også, hvis projektet gennemføres helt eller delvist uden for DTU.
Projektperiode
Før projektstart
Aftalen om diplomingeniørprojekt er bindende og tæller som eksamensforsøg fra det tidspunkt, hvor projektet efter aftalen påbegyndes. Frem til projektets startdato kan aftalen annulleres, uden at det tæller som et eksamensforsøg.
Varigheden af et diplomingeniørprojekt er 12 ugers fuldtidsstudium (inklusiv ferie og helligdage) for et projekt på 20 ECTS-point. Tages der kurser sideløbende, kan projektperioden forlænges med tre uger for hver 5-ECTS-point. Den samlede projektperiode må dog ikke overstige 18 uger, medmindre den studerende tildeles særlige vilkår. Hvis projektet udføres som et gruppeprojekt, vil en eventuel forlængelse af projektperioden gælde for alle medlemmer i gruppen. Det er hovedvejleder, der tildeler den ekstra tid, når projektet indberettes i Projektindberetningssystemet.
Hovedvejleder kan forlænge den studerendes projektperiode med en uge for hvert kursus, den studerende planlægger at gå til reeksamen i under projektperioden. Dog må den samlede projektperiode ikke overstige de 18 uger, medmindre den studerende tildeles særlige vilkår. Den studerende skal fremlægge sin studieplan for vejleder og evt. dokumentation for endelig eksamenstilmelding.
Ved fastsættelse af projektperiodens starttidspunkt skal der tages hensyn til vejleders tre ugers sammenhængende sommerferie i juni, juli eller august for at undgå at komme i konflikt med 10-dages fristen for afholdelse af det mundtlige forsvar, jf. nedenfor under ’Bedømmelse og eksamination’. En projektplan bør også indeholde en stillingtagen til dette.
Projektperioden kan forlænges op til tre uger forud for projektets påbegyndelse, hvis den studerende kan dokumentere funktionsnedsættelse. Hvis projektet udføres som et gruppeprojekt, vil denne forlængelse blive tildelt alle medlemmer i gruppen. Læs mere på DTU Inside under ’Struktur og regler'/'Eksamen’/’Særlige vilkår til eksamen’.
Efter projektstart
Den aftalte projektperiode skal overholdes. Hvis den studerende ikke overholder afleveringsfristen, har den studerende brugt et eksamensforsøg, og der skal derfor indgås en ny aftale om diplomingeniørprojekt. Ny projektaftale og -periode, herunder om der skal aftales et helt nyt projekt, eller om der skal arbejdes videre på det forrige projekt, aftales med hovedvejleder. Dette gælder også, hvis en studerende ikke består sit projekt.
Hvis den studerende ønsker at genbruge allerede afleverede elementer eller større dele af det projekt, som er afleveret men ikke bestået, skal det fremgå tydeligt af projektet, da der ellers vil være tale om selvplagiering og dermed en overtrædelse af reglerne for eksamen. Læs mere på DTU Inside under ’Struktur og regler’/’Eksamen’/’Snyd ved eksamen og anden bedømmelse’.
Hovedvejleder kan forlænge den studerendes projektperiode med en uge for hvert kursus, den studerende planlægger at gå til reeksamen i under projektperioden efter projektstart.
Forlængelse af projektperioden via institutstudienævnet
Hvis der foreligger ekstraordinære, uforudsete omstændigheder i relation til projektet (f.eks. vedr. samarbejde med en virksomhed, skift af vejleder, ekstraordinære tekniske problemer) eller i forhold til den studerendes situation (f.eks. sygdom, dødsfald i nær familie, barsel), har institutstudienævnet mulighed for at bevilge op til seks ugers forlængelse af projektperioden. Projektforlængelse skal altid støttes skriftligt af hovedvejleder.
Den studerende skal indgive ansøgning til studienævnet på det institut, hvor hovedvejlederen er ansat. I ansøgningen skal der vedlægges dokumentation for de særlige omstændigheder (f.eks. en lægeerklæring) samt en revideret projektplan med angivelse af, hvornår de ekstraordinære omstændigheder forekom. Oversigt over institutstudienævnsformænd kan findes på DTU Inside under 'Faglige tilbud og vejledning'/’Institutstudienævnsforpersoner’.
Ansøgning skal indgives senest en måned inden afleveringsfristen for projektet, medmindre de særlige omstændigheder er akut opståede efter dette tidspunkt. Ansøgningsfristen er vigtig af hensyn til studienævnets mulighed for at nå at behandle ansøgningen inden den gældende afleveringsfrist.
Hvis den studerendes ansøgning imødekommes, er det studienævnets/hovedvejleders ansvar at ændre afleveringsfristen for projektet i Projektindberetningssystemet. Rækker projektforlængelsen ud over den studerendes maksimale studietid, har projektforlængelsen forrang. Hvis ansøgningen ikke imødekommes, har den studerende mulighed for at indgive ansøgning til dispensationsudvalget efter nedenstående procedure.
Forlængelse af projektperioden via dispensationsudvalget (DMDU)
En ansøgning om forlængelse af projektperioden ud over seks uger vil som udgangspunkt ikke blive imødekommet, og den studerende henvises til at bruge et eksamensforsøg.
Hvis den studerende kan dokumentere, at der foreligger usædvanlige omstændigheder som gør, at projektperioden bør forlænges ud over seks uger, og dette støttes skriftligt af hovedvejleder, som mener, at projektet kan tåle denne udsættelse, kan den studerende indgive en dispensationsansøgning til dispensationsudvalget for diplomingeniøruddannelsen (DMDU).
Der søges om dispensation på www.dispensation.dtu.dk. Ansøgning skal indgives senest en måned inden den gældende afleveringsfrist for projektet, medmindre de særlige omstændigheder er akut opståede og ikke kunne være forudset på et tidligere tidspunkt. Ansøgningsfristen er vigtig af hensyn til dispensationsudvalgets mulighed for at nå at behandle ansøgningen inden den gældende afleveringsfrist. Reglerne om indgivelse af dispensationsansøgning er nærmere beskrevet på DTU Inside under ’Struktur og regler’/’Dispensation’.
Sygdom under projektperioden
En studerende, der bliver syg under projektperioden, men inden afleveringsfristen for sit afsluttende projekt, kan søge om forlængelse af projektperioden via de ovenstående muligheder hos institutstudienævnet og dispensationsudvalget.
Den studerende kan også søge om orlov under projektperioden. Læs mere på DTU Inside under ’Struktur og regler’/'Orlov’.
Aflevering af diplomingeniørprojektet
Diplomingeniørprojektet skal afleveres elektronisk. Den studerende modtager en autogenereret mail med information om afleveringsfristen for projektet, ligesom der er et link til en oversigt over alle den studerendes afleveringer på DTU Inside (’Mine opgaver’). Aflevering sker via den gruppe, som er blevet oprettet til diplomingeniørprojektet.
Sygdom efter aflevering, men inden mundtligt forsvar
En studerende, der bliver syg i perioden fra aflevering af projektet til det mundtlige forsvar, eller på dagen for forsvaret, skal hurtigst muligt oplyse vejleder herom. Hvis den studerende sender dokumentation for sygdom til sin hovedvejleder inden for 14 dage fra den oprindeligt aftalte dato for det mundtlige forsvar, kan der indgås aftale om en ny dato for det mundtlige forsvar, uden at det derved tæller som et nyt eksamensforsøg.
Bedømmelse og eksamination
Diplomingeniørprojektet bedømmes efter 7-trinsskalaen med ekstern censur på grundlag af projektet og et mundtligt forsvar med deltagelse af vejleder, eventuelle medvejledere og en ekstern censor beskikket i Diplomingeniøruddannelsernes censorkorps. Dette gælder også for projekter helt eller delvist gennemført i udlandet.
Efter samråd med den studerende fastsætter vejleder tidspunktet for det mundtlige forsvar. Forsvaret skal finde sted senest ti arbejdsdage efter den fastsatte afleveringsfrist for projektet. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan institutdirektøren godkende en senere eksamensdato. Er projektperioden blevet forlænget efter projektstart som følge af studienævnets eller dispensationsudvalgets afgørelse, skal 10-dages fristen så vidt det er muligt fortsat overholdes. En senere eksamensdato pga. de ændrede forhold, f.eks. pga. vejleders tre ugers hovedferie i juni, juli eller august, kan fastsættes uden institutdirektørens godkendelse. Se også DTU Inside under 'Struktur og Regler'/'Eksamen'/'Tidsfrister for karaktergivning'.
Rapport og mundtligt forsvar bedømmes ud fra en helhedsvurdering. En afleveret rapport uden afholdelse af mundtligt forsvar bedømmes med ’Ej mødt’ (EM).
Ved bedømmelsen af et diplomingeniørprojekt vægtes det faglige indhold tungest. Den studerendes formulerings- og staveevne indgår med en mindre, men dog betydende vægt ved bedømmelsen. DTU kan dispensere for studerende, der dokumenterer en relevant funktionsnedsættelse.
Hvis projektet udarbejdes af mere end én studerende, skal der i eksaminationen indgå både en individuel mundtlig eksamination af den enkelte studerende og en mundtlig gruppeprøve. Eksaminationen gennemføres på den måde, at der først gennemføres en gruppeprøve, hvor hele gruppen deltager. Herefter gennemføres en individuel mundtlig eksamination, hvor der, ud over eksaminanden selv, kun må være de gruppemedlemmer til stede, der allerede selv er eksamineret individuelt. En studerende i et gruppeprojekt har dog altid ret til at fravælge gruppeprøven. I så fald skal varigheden af den individuelle eksamination tilpasses herefter.
Det mundtlige forsvar af projekter, der er gennemført i en virksomhed, kan på grund af virksomhedshemmeligheder, der henvises til i projektet, afholdes for lukkede døre efter aftale med vejlederen. Læs mere på DTU Inside under 'Struktur og regler'/'Eksamen'/'Eksamensformer', under 'Mundtlig eksamen'.
Eksamensbevis
Når den studerende har gennemført sin uddannelse på DTU, udsteder DTU et eksamensbevis. Der kan læses mere om, hvordan og hvornår den studerende modtager sit eksamensbevis, på DTU Inside under 'Studieregler'/'Eksamen'/'Eksamensbevis'.